Lamaen

Lamaen er en pukkelløs kamel. Den er det vigtigste og bedst egnede lastdyr for indianerne, til de stejle bjergstier. Den kan også gå uden vand og føde i længere tid.

Lamaerne er langt ude i familie med kamelerne, selvom de ikke bliver større end vore hjorte. Dyret lever i Sydamerika, ikke i de varme, fugtige tropeskove, men på de åbne sletter og i bjergene. I Patagonien, i den sydlige del af kontinentet, begynder det område, hvor de er udbredt. Det strækker sig så over Kordillerne helt op i det nordlige Peru. Hannerne og hunnerne har har samme farve og også den samme kropsbygning, men hannerne er omtrent en fjerdedel større.

Lamaer er rene vegetarer, de æder græs og frisk grønt af enhver slags. Om sommeren går flokkene helt op til snegrænsen i bjergene og kan på den måde nå helt op i 5000 meter. De klatrer som gemser, vandrer meget langt og svømmer over floder. Da de hverken har horn eller et kraftigt bid, må lamaerne forsvare sig med spark og slag fra de kraftige ben. Til at udtrykke ærgrelse eller til at forskrække en mulig fjende bruger lamaerne et højst besynderligt middel, de spytter i store buer.

En velopdragen lama skal kunne spytte

Lamaerne i Sydamerika kaldes også små kameler, for de er beslægtet med kamelerne. De holder sammen i flokken, der som regel består af en hingst og fra fem til femten hopper. Unge hingste, der endnu ikke har nogen hunner, slutter sig også sammen i flokken.

Hoppen og føllet er nær knyttet til hinanden. Føllet hviler gerne op ad moderen, som billedet viser. Når det bliver sulten, gør det moderen opmærksom på det ved utålmodigt at støde til hende med hovdet. Også mens føllet drikker, støder det energisk til moderen, hvad der får mælken til at stømme hurtigere.

De ældre i flokken hilser det nyfødte lamaføl velkommen ved at snuse til det, og føllet kan endna også senere uden videre gå på besøg i nabofamilierne. Lamaføllene leger ved at løbe omkring og jage efter hinanden, de sparker kraftigt bagud ligesom hesteføl og slår somme tider kolbøtter. Efter den kåde leg plejer de tre eller fire uger gamle føl at ligge og hvile ved siden af hinanden. De første dage prøver de små også at drikke hos de andre hopper, men det finder de sig sjældent i, de jager nabobørnene, som forstyrrer dem, på flugt med en klat spyt.

Lamaen spytter kun på sine fjender

De Sydamerikanske lamahyrder passer deres lamaer godt. Lamaer skal man nemlig omgåes med takt og forstand. Ellers tror den måske, man er dens fjende. Så kan man risikere at få en spytklat i hovedet. Er lamaen tryg ved et menneske, vil den aldrig finde på at spytte på det.

I de Sydamerikanske bjerge holder man lamaer, som man holder får andre steder i verden. Hele året går lamaerne rundet i bjergene og finder selv deres føde. Lamahyrderne sørger for, at de holder sig indenfor et bestemt område. Tidligt om efteråret drives hun-lamaerne sammen og ulden klippes af dem. Hannerne klippes ikke. De bruges som lastdyr og ulden beskytter dem mod slidsår fra byrderne på ryggen. Somn lastdyr i bjergene er lamaen den dygtigste af alle. Sydamerikanerne siger, at den er mere udholdende og sikere på fødderne end selv mulæslerne.