Nej, jeg er ikke en golden retriever, jeg er en løveunge! Jeg hedder Savannah og jeg er 9 uger gammel. Jeg blev født i en større zoologisk have her i Danmark, men da min mor ikke rigtig kunne finde ud af at passe min søster og mig, og min søster døde da vi var tre uger gamle, kom jeg i familiepleje. Nu bor jeg et rigtig dejligt sted hvor jeg har det godt. Her er en masse katte som jeg leger med hver dag. De vil gerne drille mig, men inden længe tror jeg nu nok det mest bliver mig der driller dem. Menneskene som bor her holder godt øje med mig. Ikke mindst fordi mine tænder er begyndt at vokse og klø, så jeg hele tiden har lyst til at gnave i ting. Noget af det bedste at gnave i, er for eksempel bordben, håndtag og køkkenlåger, men det er de ikke så begejstrede for. Jeg er god til at spille bold, og når jeg er træt går jeg ind i min kurv og sover med min bamse. Efter et par timer på øjet er jeg klar til en sutteflaske og lidt oksekød. Når det bliver forår skal jeg tilbage til zoo, det bliver spændende at se min mor igen.
Løven
I gamle dage levede løverne i alle dele af Afrika, i det vestlige Asien og endda i Grækenland, som sagnet om løvebesejreren Herkules kan fortælle os. I dag er løven forsvundet fra Asien på nær de ubetydelige rester i Gujarat (Indien) og Mesopotamien, og den findes næsten heller ikke mere i det norlige Afrika. Dens jagtdistrikt er sandede stepper, vidtstrakte savanner og sivterrænnet ved flodernes bredder. Tætte skove skove bryder den sig ikke om, men den trænger ind i tjørnekrat og klater også op ad bjerge. Dens foretrukne føde er store dyr som bøfler, zebraer og majestætiske antiloper, men ved nagende sult også stinkende ådsler. Løven angriber endda mennesker, hvis der ikke er andre måltider, den kan tage som bytte. Mens jernbanen i det tideligere tyske Østafrika blev bygget, blev en hel flok sultne løver til grådige menneskeædere. Til sidst var der ikke andet at gøre end at sætte militæret ind mod de farlige løver.
De store hanløver kan med hale nå en længde af 3,30 meter. Hunløverne er gennemsnitligt cika en halv meter kortere og også lidt mindre. Løver er ikke særlige gode løbere, derfor overfalder de deres bytte fra et baghold eller følger et spor til en soveplads. Løver har utolige kræfter, så hvis det skal være, kan de springe over tjørnehækken til en kaffergård med en hel kalv i munden. Det er også set, hvordan de kilometervis har slæbt en fuldvoksen zebra efter sig.
Det er ikke alle hanløver, der har en flot manke. Det er for det meste kun de såkaldte Atlasløver, som vi kan beundre i zoologiske haver. I det fri bliver manken revet og slidt af torne, og en stor del af den bliver revet af. Kun hos løver i fangeskab kan manken udvikle sig i sin fulde pragt.
Begge forældre sørger for at beskytte og opdrage løveungen. Som regel vokser ungerne op i en flok af voksne løver, og når der er fare på færde, forsvarer alle dem i fællesskab. Det forstyrrer ikke hanløver, at ungerne gnaver i samme bytte som han. Men hunløverne må pænt vente til hr. løve er fuldkommen mæt. Dermed være ikke sagt, at han selv har skaffet sig måltidet. Den vanskelige og mange gange farlige jagt, for eksempel på bøfler, overlader hanløven for det meste til sine koner. Men bagefter jager han dem væk fra byttet og levner kun rester til dem. Alligevel er det næsten altid mere end nok til at gøre hele flokken mæt.
Løveunger er for dumme til at jage
Som regel får en løvemor tre eller fire, men af og til også seks unger ad gangen. Hun skjuler sig gerne i noget tornet krat eller i skyggen af akacietræer med de nyfødte, der ikke er større end en almindelig kat. Løvinden tager sig meget kærligt af de små, og man kan dårligt se et smukkere syn end løvemor med sine unger.
Som alle kattebørn er de meget legesyge. Når de ikke drikker eller sover, fordriver de næsten altid tiden med at lege, og de bruger med forkærlighed moderens rolige udstrakte krop, når de leger skjul. De kravler og springer ustandselig rundt på hende, uden at hun jager dem væk. Det virker snarere, som hun morer sig over deres kåde slagsmål, og flere gange kan man se løvinden løfte sin hale med den langhårede dusk i vejet, som de små særlig gerne forsøger at gribe fat i. Under legen kan det let ske, at en løveunge bliver borte i det høje tætte græs. Så kalder den på sin mor, der straks reagerer og forsigtigt bærer rollingen tilbage i munden.
Da løver for det meste lever sammen i flokke, der består af flere hanner og hunner, er der ofte lejlighed til at betragte flere løvinder med små unger. De ligger ofte tæt sammen, så deres unger kan besøge hinanden.
Når løvinder går på jagt, hvad de som regel gør i fællesskab, bliver de små efterladt i lejren. I den første tid lever de udelukkende af modermælk, og senere giver forældrene dem også nogle kødlunser. Efter tre-fire måneders forløb begynder ungerne at følge med de voksne. Af flokken lærer de reviret at kende, byttet og dets reaktioner og til sidst også at jage det selv. I begyndelsen bærer de sig ret dumt ad. de har navnlig svært ved at holde sig skjult, til det rette øjeblik er inde. De springer for tideligt frem og jager det opskræmte bytte bort. Så lader de voksne løver som ingenting og planlægger et nyt togt. Efterhånden lærer ungerene alle de gamles kneb og deres teknik, og kan omsider tage rigtig del i jagten.
De unge hunløver har den fordel, at de tåles længere i flokken og derfor når at lære mere. Så snart de unge hanløver er nogenlunde voksne, bliver de fordrevet af de ældre hanner. De må da forlade flokkens jagtrevir og begive sig ud i det ukendte, hvor de stort set må klare sig selv. I denne periode af deres liv er de unge løver tit temmelig magre.